I sine sidste år malede Monet sin have i Giverny igen og igen. Erik Hoppe blev aldrig træt af Søndermarken, og Edward Weie kunne ikke løsrive sig fra klipperne på Christiansø. Nogle områer, nogle destinationer eller pejlemærker kan rumme en uendelighed, man aldrig bliver træt af at skildre.

Sådan har Jette Dümke det med Vadehavet. Bosat få hundrede meter fra Ho Bugt har hun tangen mellem Blåvandshuk og Fanø lige foran sine øjne. Og så selvfølgelig den evigt omskiftelige himmel og det lige så omskiftelige lys. For en nordsjællænder vant til idylliske bøgeskove er det et helt anderledes dramatisk landskab, hvor man virkelig fornemmer naturens kraft og lune. Selv i det 21. århundredes digitaliserede tidsalder.

Det er Vadehavets himmel og hav, hun viser os i sine malerier. Nogle gange, så det fylder hele billedfladen, men som oftest med afsæt i en større eller mindre stribe sand og klit. Over disse landskabelige forposter toner himlen sig. Den kan være dramatisk med fejende stormskyer, der pisker havet op i frådende bølger. Den kan være dynet og tottet på en doven og vindstille sommerdag eller overvældet af orange solnedgangsfarver, så man bliver romantisk blød i knæene. Den kan også være alt muligt andet, man knap har ord for, og som kræver en digter for at få en retfærdig behandling.

Jette Dümke er uhelbredeligt fascineret af dette møde mellem havet og himlen. Det er urkræfter, der rækker helt tilbage til en fjern mytisk fortid, og hun gør sit bedste for at fange dem på sine lærreder. For at kunne dette må man nødvendigvis være parat til at åbne sluserne i sit sind og ikke fedte rundt med små idylliske penselstrøg. Selvfølgelig skal en komposition hænge sammen, men hvis man ikke tør give slip og give lods for sine impulser, bliver resultatet et malerisk postkort. Og så kan man lige så godt købe et rigtigt et af slagsen. Det er også væsentligt billigere. Det, Jette Dümke kan tilbyde, er hendes maleriske temperament. Det, at hun satser hele butikken for at gøre motivet frisk, spontant og kraftfuldt, så man selv føler, man står på stranden med det brusende hav og den vide horisont for sine øjne.

Og det formår Jette Dümke. Vi betragter med hendes øjne den truende sortblå himmel, det gyldne eftermiddagslys, den pludselige styrtregn, de arabeskagtige konturer af klitvegetationen og skakbrætmønsteret af grøblinger - renderne gravet i det skiftevis oversvømmede og tørre sand for at lede det overskydende vand bort.

Man bliver både overrumplet og en lille smule lille, når man ser Jette Dümkes malerier. Overrumplet, fordi man fornemmer landskabets kraft og styrke. Lille, fordi man bliver nødt til at erkende, at vi, når alt kommer alt, bare er små prikker i et stort endeløst univers.