Jeg er autodidakt billedkunstner. Uddannet keramiker, gravør og underviser. 

Stifter af Kunstskolen Arcus. En kunstskole for talentfulde udviklingshæmmede og psykiske sårbare. Siden start i 2006 har jeg arbejdet halvdags med disse skønne elever og været vidne til deres succes, både på det kunstneriske- og ikke mindst på deres personlige udvikling. Et arbejde der altid har været til stor glæde og inspiration for mig.

Som barn, har jeg været så heldig at vokse op i et musisk - kreativt hjem, hvor begge mine forældre kunne tegne, male og inspirere med deres kreativitet. Vi brugte mange vinteraftener rundt om spisebordet, hvor min mor lærte mine brødre og jeg perspektivtegning på brunt indpakningspapir, imens min far spillede på banjo, violin eller harmonika. Som 9 årige fik jeg min første malerkasse med oliemaling - Det var stort!  

Hele mit liv har jeg boet ved Vesterhavet og vokset op med dagligt at lytte til Blåvands Radio og spadsererture på Esbjerg Havn. Lige siden barnsben har Vesterhavet haft en tiltrækningskraft på mig. Det ene øjeblik blidt og roligt og det andet øjeblik vildt og voldsomt. Det at se, hvordan lyset og farverne skifter konstant, har givet mig mange magiske øjeblikke.

Fra 1992 til 2006 var vi 2 udøvende kunstnere, der åbnede Galleri DYKRA i hjertet af Esbjerg. Nogle vilde og spændende år, hvor vi i fællesskab malede mange store ekspressive landskabsmalerier. Vi fik efterhånden opbygget en lille kulturperle i byen, som dannede ramme for mange forskellige arrangementer, - såsom lyrikaftener, modeopvisning, vinsmagning, kunstmarkeder, undervisning, revyer, russisk opera, CD- og bogudgivelser, foredrag, musik, udstillinger af kunstnere, kunsthåndværkere og egne værker. Et samlingssted, hvor mange spændende mennesker kiggede forbi.

Efteråret 2006 stod byggeriet af mit eget galleri færdigt. En tilbygning i forlængelse af privatboligen, som ligger 200 m fra Ho Bugt. Med den pragtfulde natur udenfor hoveddøren, har mine værker ganske langsomt bevæget sig over i en naturalistisk udtryksform. Min fascination af Vadehavet, det åbne landskab med den høje himmel og det kølige vand. Gåture i området, at mærke vinden i ansigtet, duften af hav og salt, observere det konstant skiftende lys. Alle disse sanseindtryk under huden, gør mine landskabsmalerier til en nødvendighed.

 

 

Galleri Dykra, 1992 til 2006

Kunstskolen Arcus

Et kunstnerisk samarbejde på tværs af grænserne
mellem skulptør Martin Lichtmann, Kaiserslautern, Tyskland & undertegnede

Martin Lichtmann og jeg mødtes første gang i marts 2015, hvor vi begge var inviteret til at deltage i udstillingen ”Mellem Naturpark og Verdensarv” på Ravmuseet i Oksbøl. Vi blev hurtige enige om, at Martins skulpturer og mine malerier spillede godt op til og mod hinanden. 

Vi finder begge vores inspirationer langs den tyske og danske kyst, hvor Martin lader sig opsluge af bla. organiske former og vragdele og jeg finder inspirationer til malerierne ved Vadehavet og Vesterhavet bølger.

Vi har haft følende separatudstillinger:

2015 "Mellem Naturpark og Verdensarv" Ravmuseet i Oksbøl.
2016 Udstillet i Galerie Carlshöhe med ”Unsere Wasser” v/ Eckernförde. 
2017 Rådhuset i Schenefeld, Hamburg og Bramming EgnsMuseum med ”Seascapes”. 
2018 Museum Festung Dömitz i Pommern, Tyskland.

Kommende udstillinger:

2022 Kunstforum Land Wursten, Bremerhafen, Tyskland

www.martin-lichtmann.de


Deutch English (UK)